Hancock
I 1876 startede A. P. Lorentzen i Nørregade 44 i Skive med en lille hjemmeproduktion af hvidtøl. Han manglede snart plads og udvidede sin lille produktion ved at købe nabogrunden. Bryggeriet blev snart forpagtet væk, solgt af flere omgange og udvidet i 1895 af Christian Christiansen. Han delte bryggeriet i to dele; et ølbryggeri og en mineralvandsfabrik. Sideløbende med dette startede Erik Nielsen i 1891 med at lave sodavand. Han flyttede produktionen et par gange indtil han i 1913 overtog ovenstående ølbryggeri og mineralvandsfabrik.
Erik Nielsens søn, Erling Strange Nielsen, overtog bryggeriet efter sin far i 1933. Han havde en solid baggrund for overtagelsen, idet han havde tilbragt en del af sin ungdom på bryggerier i Bayern og han udvidede derfor sortimentet med pilsnerøl i 1935. I 1954 flyttede tapperiet udenfor byen til den nuværende adresse. Selve bryghuset blev liggende, og man kørte derfor øllet ud i tankbil til tapperiet. Først i 1962 flyttede bryghuset med.
I 1971 blev bryggeriet omdannet til et aktieselskab og herefter var navnet Hancock Bryggerierne A/S. I 1985 overtog Fritz E. Strange Nielsen Hancock efter sin far. Han er uddannet på bryggerskolen Weihenstephaner Technische Hochschule für Braureien nord for München og har derfor et indgående kendskab til, hvordan man fortsat laver øl og vand af høj kvalitet.